Nyt tilbud skal gøre det
mere populært at lave biodiversitetsskov
Biodiversitetsskov – Få tilskud frem til 13. maj.
Tilskud til biodiversitetsskov er et tilbud til private ejere af skov, som ønsker at få en engangskompensation for at reducere forstyrrelser i skoven. Ved tilskud til biodiversitetsskov udvælges et areal med eksisterende skov på minimum 0,5 hektar, som pålægges en 20-årig periode med ekstensiv drift, dvs. at der ikke må gødskes, sprøjtes eller jordbearbejdes i skoven. Der må stadig køres og drives skovbrug på op til 1/3 af arealet, men al foryngelse skal ske ved naturlig spredning, medmindre dette ikke sker af sig selv.
Derudover udpeges 12 løvtræer pr. hektar til naturligt henfald. Dvs. at træerne ikke må fældes eller beskadiges unaturligt. Når træerne går ud, skal de nedbrydes naturligt på stedet, også selvom den 20-årige periode er udløbet. Tilskuddets størrelse pr. hektar afhænger af hvor store de udpegede løvtræer er. Tilskuddet kan ligge mellem 13800 kr./ha. og 65900 kr./ha. Der er åbent for ansøgninger om tilskud til biodiversitetsskov frem til d. 13. maj.
Hvis skoven ikke allerede er fredskov, vil der ved udbetaling blive pålagt fredskovspligt.
Hvorfor rejse biodiversitetsskov?
Formålet med ordningen er at fremme biodiversiteten i de danske skove, og beskytte levestederne for de mange arter der er tilknyttet skov. Moderne skovbrug har negativ effekt på biodiversitet, blandt andet grundet intensiv hugst, fældning af store træer, udtynding, fjernelse af dødt, plantning af ikke-hjemmehørende arter og øget afvanding. Ved at lave biodiversitetsskov modtager man en engangskompensation for at ophøre disse former for drift, og give skoven ro til at naturen kan gå sin gang uden menneskelig påvirkning. Som nævnt forpligter man sig til ekstensiv drift i 20 år på arealet, samt at de udpegede træer skal forgå naturligt.
Man forpligter sig altså ikke for evigt ligesom ved urørt skov, hvilket kan være en fordel i forhold til den dag man eventuelt skal sælge.
Sådan hjælper vi dig
Hos Agri Nord kan vi hjælpe med rådgivning og spørgsmål omkring ordningen, og på den måde hjælpe med at afklare om denne ordning er noget for dig. Vi hjælper også med at udpege løvtræer, og måle diameteren hvis dette ønskes. Vi kan desuden hjælpe med at ansøge om tilskuddet, samt ansøge om at få tilskuddet udbetalt, hvis der er givet tilsagn.