Økologer skal inspirere hinanden

18-01-2018

Der er lagt op til udveksling af gode øko-ideer, når Agri Nord inviterer til Nytårskur for økologer den 1. februar.

 

Mange opgaver løses optimalt, når de løses i fællesskab.

Det er tanken bag Agri Nords Nytårskur, hvor samarbejde er i fokus.

Nytårskuren afholdes på Aalborgs helt egen øko-ø Egholm, hvor deltagerne blandt andet skal besøge Egholm Folkefarm – som er med i projektet Det Samfundsnyttige Landbrug.

Farmen producerer grøntsager og kød til byen, og byen leverer arbejdskraft i form af borgere, der er i jobprøvning.

- Vi vil prøve at se på, hvordan vi kan hjælpe hinanden i hver vores produktioner, og vi vil undersøge, hvor der er samarbejdsmuligheder, siger Thomas Vang Jørgensen, der er økologichef i Agri Nord.

 

Producentsamarbejder

Samarbejdet kan også forgå mellem to producenter. 

- Det kan for eksempel være et gødningssamarbejde mellem en husdyrproducent og en grøntsagsavler, siger Thomas Vang Jørgensen og tilføjer:

- Samarbejde kan give produktionsfordele, men det er også givende på det menneskelige plan.

Han glæder sig til at se, hvilke gode ideer, der kan komme ud af nytårskuren.

 

Inspiration fra andre økologer

Udover besøg på folkefarmen vil et af emnerne være diskussion af mulighederne for afsætning og produktion gennem grossister.

Derudover fortæller Limfjords Øko-grønt om deres produktion og hvilke muligheder og udfordringer, de har.

Der vil blive serveret sandwich og kaffe, og der vil være tid til hyggeligt kollegialt samvær. Nytårskuren starter klokken 9.30 ved Egholm-færgens færgeleje på Aalborgsiden den 1. februar og slutter klokken 15.00.

Alle interesserede, der har lyst til at deltage i nytårskuren, kan tilmelde sig til økologikonsulent Malene Hangstrup Kræfting, Agri Nord, på telefon 9635 1167 senest 25. januar.

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.