Natura2000 er for vidtgående

21-01-2018

Agri Nord har i et høringssvar præsenteret en række anker mod tre nordjyske kommuners planer for Natura2000-områderne.

Miljø- og fødevareministeriet har bedt alle danske kommuner om at indsende forslag til justering af grænserne for Natura2000-områderne.

I Aalborg, Rebild og Vesthimmerlands Kommuner har man misforstået opgaven, mener Agri Nords miljø-afdeling, der overvåger indstillinger og referater fra byråds- og udvalgsmøder med mere.

Kommunerne har udvidet områderne og udpeget nye områder, og det er stik imod ministeriets hensigter. Planerne vil nemlig få vidtrækkende konsekvenser med den nuværende lovgivning for de berørte landbrugs produktions- og udvidelsesmuligheder.

Det og en række andre indvendinger har Agri Nord skrevet i et høringssvar, og miljøafdelingen har stor tiltro til, at ministeriet underkender kommunernes indstillinger.

For vidtgående

Formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, kalder kommunernes planer for alt for vidtgående – og uden forbedrende effekt for naturen.

- Vi kan sagtens have god natur og drive landbrug samtidig. Landbruget kan nemlig begge dele, og vi kan endda forbedre naturen ved pasning og pleje, siger han.

Han er helt uforstående overfor, hvad kommunerne forventer at få ud af at presse yderligere restriktioner ned over landbruget.

- Den natur, kommunerne vil udpege til nye Natura2000-områder, er vokset op side om side med landbruget, og af uransagelige årsager har man nu et ønske om at skære en af delene væk. Og det er så landbruget, siger formanden, der ligesom miljøafdelingen forventer, at ministeriet underkender kommunernes planer.

Se hele Agri Nords høringssvar. Klik her

 

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.