Næstformand i Agri Nord: Vi forventer, at alle medarbejdere i landbruget aflønnes efter overenskomstmæssige vilkår
Den særlov, som Folketinget vedtog tidligere på året, der gør, at alle ukrainere kan få hurtig opholdstilladelse i Danmark, giver arbejdsgiverne mulighed for at sænke medarbejdernes timeløn. Men for Agri Nord er det en selvfølge, at medarbejdere i det danske landbrug - uanset nationalitet – udbetales en overenskomstmæssig løn, så der ikke sker en løn-dumping.
Særloven, der giver nytilkomne ukrainere ret til ophold i Danmark, har gjort det muligt at presse ukraineres timeløn. Den nordjyske landboforening Agri Nord tager dog skarpt afstand fra løn-dumping.
- Det kan vi ikke acceptere. Der er ingen branche, uanset om det er landbruget eller en anden branche, der hverken kan eller skal acceptere, at lønnen sænkes, siger Henrik Dalgaard, der er næstformand i Agri Nord.
Ifølge ham har organisationen dog heller ikke kendskab til, at arbejdsgiverne udnytter ukrainere som billig arbejdskraft i landbruget.
- Jeg har aldrig hørt om nogen, der har gjort det. Ukrainerne er ligestillede med danskerne, og vi forventer, at arbejdsgiverne behandler ukrainerne på lige vilkår med de danskere, der er ansat på bedrifterne, og at de betales efter overenskomstmæssige-lignende forhold. Selvom man ikke har en overenskomst, kan man stadig havde ordnede forhold, siger Henrik Dalgaard og tilføjer:
- Hvis fagforeningen har kendskab til, at nogen kun udbetaler en timeløn på 50 kroner, skal de tage fat i rette vedkommende.
Henrik Dalgaard bakkes op af Vittus Bernlow, der er teamleder for HR & Rekruttering i Agri Nord. Han er jævnligt i kontakt med foreningens medlemmer og kunder.
- Vi skal ikke dumpe lønnen, for det er vigtigt, vi er ordentlige. Der er ingen, der kan leve af 50 kroner i timen. Når landmændene kontakter os for at få rådgivning om lønnen, anbefaler vi, at ukrainerne selvfølgelig skal have overenskomstmæssig løn, så de kan betale den husleje, der er i Danmark, siger Vittus Bernlow og fortsætter:
- Også selvom man ikke har en overenskomst på bedriften.
For yderligere oplysninger kontakt:
Vittus Bernlow på telefon 9635 1310
Henrik Dalgaard på telefon 2091 7776