Medlem Torkil Pedersen slog stalddørene op til Økodag

Der var benspark og haler i luften, da køerne kunne lægge vintermånederne bag sig og komme ud på de grønne marker.

Torkil Pedersen medlem af Agri Nord, slog søndag d. 16. april stalddørene op til Økodag, og både familie, venner, naboer og tilmeldte lagde vejen forbi. 

 

Et landsted i Arden med skønne arealer

Vejret var med Torkil og de lidt over 100 besøgende, som kunne bevæge sig rundt på de grønne arealer og nyde dagen. Der var lagt op til en hyggelig dag med aktiviteter til børnene, konkurrencer og lidt godt til ganen. Arla havde leveret mejeri-lækkerier til arrangementet, så gæsterne kunne smage økologiske oste og andre mælkeprodukter.

 

De besøgende kunne tage en varm kop kaffe eller kakao med i hånden, og gå ture i staldende og hilse på de mange køer, som tydeligt kunne fornemme, at der snart skulle ske noget helt særligt. Klokken 12:00 var højdepunktet for dagen, hvor besætningen på de 115 køer skulle på græs. Alle besøgende stod derfor klar lidt i tolv ved de grønne marker, og ventede spændt på, at det skulle gå løs. Det var i sandhed en fest, og de mange køer slog og sparkede med både ben og haler. Man skulle ikke spejde rundt længe for at se smil og glæde hos både børn og voksne. 

 

Hjælpere skal der til 

Et stort arrangement kræver gode hjælpere. Dem var der heldigvis mange af, og de var alle med til at skabe den gode stemning og gøre dagen mulig. 

 

Vi mødte blandt andet Lærke, som uddanner sig til landmand på Nordjyllands Landbrugsskole, Lundbæk, og som siden december 2021 har været elev hos Torkil. Med sig havde hun også lillebror Marius 'staldkarlen'. De fortalte om de mange køer, deres særlige tilknytning til stedet, og viste til sidst også det nyeste familiemedlem frem - en kun tre dage gammel kalv. Lærke fortalte også, at hun var glad for sin uddannelse, og kunne med stolthed oplyse, at der stille og roligt er flere piger, som begynder at vise interesse for faget.

 

Dagen var en succes 

Torkil havde som mål for dagen at give de mange gæster en god og hyggelig dag, hvor der var plads til leg, gode stunder og tiden sammen. 

 

'De 100 besøgende passede perfekt, og jeg håber på, at de har fået et godt indtryk. Der er allerede nogen som har sagt tak for et godt arrangement, så det er virkelig skønt' fortalte Torkil. 

 

Ingen tvivl om at økodagen var en succes, og Torkil vil gerne afholde arrangementet i samarbejde med Arla igen næste år, hvis det passer ind i kalenderen. Klokken 14:00 kunne Torkil takke af for denne gang og sende de besøgende hjem en masse gode oplevelser. 

 

Mange tak til Torkil og hans kone Dorthe for en god Økodag.