Kimbrerskuet slår alle rekorder

Med næsten dobbelt så mange tilmeldte dyr og 500 flere besøgende end sidste år, har Kimbrerskuet 2017 været en stor succes på alle fronter.

Det årlige Kimbrerskue i Messecenter Vesthimmerland er netop blevet afviklet den 6. og 7. oktober. Agri Nord kan sammen med nf plus og Messecenter Vesthimmerland se tilbage på et skue, der er gået rigtig godt.

- Besøgstallet nåede op på 5.000 gæster over de to dage, hvilket er en fremgang på 500 i forhold til sidste år, siger direktør for Messecenter Vesthimmerland Brian Otte.

 

Nye tiltag

Der har ligeledes været stor fremgang i antal tilmeldte dyr med næsten dobbelt så mange som forrige år.

- Samtidig har vi ændret entrépriserne, så det i år har været gratis for børn at komme til Kimbrerskue. Dette, sammen med at vi har haft udsolgte stande til udstillere, har gjort, at rigtig mange gæster har fundet vej forbi Kimbrerskuet i år, siger Brian Otte.

 

Knytter land og by sammen

Kimbrerskuet er et dyrskue, der knytter land og by sammen. Messehallerne fyldes med udstillinger, hvor byfolk har mulighed for at se, hvad det er for nogle dyr, der bor på en rigtig bondegård, og fritidslandmanden har mulighed for at møde og snakke med sine leverandører og gøre en god handel.

- I ringen og i staldene er der udstilling af malkekvæg, kødkvæg, heste, får, duer, høns og kaniner. Her har børnene mulighed for at se dyrene, og landmanden kan se præsentation af malkekvæg, der er flot stillet an og bliver professionelt vurderet af kyndige dommere, fortæller formand for Kimbrerskuet Ulrik Lund og fortsætter:

- Det er begyndt at gå bedre for dansk landbrug, hvilket vi tydeligt har kunnet mærke på interessen til Kimbrerskuet. Det er vi naturligvis rigtig glade for.