Dansk Agro Energi - Ny forening vil styrke landbruget i handel med biomasseprodukter
Den 3. april afholder Dansk Agro Energi stiftende generalforsamling i Viborg. Foreningen har til formål at samle viden og kræfter for at hjælpe landmænd med vilkår og håndtering af biomasseprodukter, så der skabes gode handelsaftaler.
Skal du med på rejsen?
Efter et grundigt forarbejde går en række landbrugsforeninger nu sammen om at stifte Dansk Agro Energi, en fagpolitisk forening, der har til formål at samle kræfter og viden til at hjælpe landmænd med vilkår i den hastigt stigende udvikling, der sker omkring biomasseprodukter - særligt i energiproduktionen.
Arbejdet begynder officielt, når Dansk Agro Energi den 3. april afholder stiftende generalforsamling i
Viborg.
Dansk Agro Energi - Stærk i forhandlinger
Foreningen bliver stiftet for at imødekomme en hastigt stigende udvikling af blandt andet energiøer på land. Udviklingen skaber nye muligheder for afsætning og forretningsmuligheder, men også øget konkurrence og stærke forhandlingspartnere, der kan udfordre den enkelte landmands mulighed for at sikre en god aftale.
Landbrugets energi- og biomasseprodukter er en central del af sektorens grønne omstilling og bliver i fremtiden en endnu større del af den primære produktion. Derfor er der brug for en organisation, der fokuserer og styrker erhvervet på dette punkt - både lokalpolitisk og fagligt:
"Landmanden skal selvfølgelig have kredit for sin biomasse, ligesom han skal have kredit for andre råvarer, han producerer og sælger ud på et marked. Men det kræver, at der er et ligeværdigt forhold mellem landmand og aftager – både ved forhandlingsbordet samt i relation til myndighederne," siger Nis Hjort, formand for Vejle-Fredericia Landboforening, der er blandt de stiftende foreninger.
En af Dansk Agro Energis primære opgaver bliver at sikre udviklingen af gode rammevilkår og samtidig arbejde for, at klimagevinsten også bliver en del af landbrugets gevinst. Dernæst giver foreningen landmænd mulighed for at organisere sig på en ny måde, hvor man står sammen, mens man samtidig har stor fleksibilitet i sin afsætning.
Den stiftende generalforsamling finder sted d. 3. april klokken 19 på Asmildklostervej 11 i Viborg.
På nuværende tidspunkt tager LandboForeningen Midtjylland, Familielandbruget Midtjylland, Fjordland, Vejle-Fredericia Landboforening, Landbo Nord, Østjysk Familielandbrug og Agri Nord del i medejerskabet af Dansk Agro Energi, mens flere landbrugsforeninger har tilkendegivet deres interesse.
Prisen for medlemskab bliver 1.500 kroner pr. år for landmænd og relaterede virksomheder.