Bankdame går i staldpraktik

Landbrugsrådgiver Pia Blach, Nordjyske Bank, har været i praktik på tre forskellige landbrugsbedrifter for at få bedre indsigt i det erhverv, hun rådgiver. Det er et initiativ, der bliver hilst velkomment af virksomhedsrådgiver hos Agri Nord, Jørgen Cæsar Jensen.

Smågriseproduktion, minkavl og mælkeproduktion. De produktionsgrene er landbrugsrådgiver Pia Blach blevet klogere på, efter hun har været i praktik i to dage hvert sted.

- Jeg er vant til at sidde ved skrivebordet og rådgive. Det har været virkelig godt at komme ud og se, hvilke problemstillinger landmændene slås med i hverdagen, fortæller hun.

Når Pia Blach ikke passer smågrise, pakker redekasser eller malker køer, sidder hun på Nordjyske Banks landbrugscenter i Hjørring sammen med seks andre rådgivere, der er specialiserede i landbrug.

 

En mere kompetent rådgiver

Pia Blach har lært utroligt mange ting under sin praktik.

- Jeg har fået sådan et godt all-round-indblik, fortæller hun.

Blandt andet kan hun nu tale med om kuldudjævning, foderforbrug kontra skindstørrelser og vigtigheden af et godt og kørefast underlag ved ensilagestakkene.

- Jeg kan bruge min nye viden i hverdagen, og jeg er blevet en mere kompetent rådgiver, siger hun.

Hvis det er muligt, så ønsker hun sig at komme i endnu en praktik næste år. Måske på en økologisk bedrift.

 

Praktikken afføder stor respekt

Virksomhedsrådgiver hos Agri Nord, Jørgen Cæsar Jensen, tager hatten af for Pia Blachs initiativ. Et initiativ han ikke tidligere har set fra et pengeinstituts side.

- Det er så vigtigt, at vores samarbejdspartnere har en forståelse for vores erhverv, og den hverdag landmændene har. Jeg har stor respekt for det, hun har gjort. Det viser, at landbruget virkelig er noget, hun vil, siger han.

Han mener, at Pia Blach nu kan give en mere kvalificeret rådgivning og sparring omkring landbruget.

- Nu kan Pia tale med, når vi taler om de muligheder og udfordringer, der er i produktionen, siger han og tilføjer med et glimt i øjet:

- Det kan være, vi skal vende det om og sende nogle landmænd i praktik ved Pia i et par dage.

 

Mange kunne have gavn af

Pia Blach har blandt andet været i praktik hos Finn Nielsen, Sdr, Solsbæk Svinefarm ApS ved Sæby, der har 950 søer og 5.950 minktæver.

Finn Nielsen har Pia Blach som rådgiver, og han var straks med på ideen om, at hun skulle i praktik.

- Jeg synes, hun har fået større forståelse overfor vores bedrift, og jeg tror, mange bankrådgivere kunne have gavn af at se, hvordan tingene foregår. Der er rigtig mange, der kun har siddet og kigget på bedriften fra en skærm, siger Finn Nielsen.