_MG_6882.JPG

Agri Nord sætter bæredygtighed på dagsordenen

27-08-2018

For andet år i træk deltager Agri Nord i Aalborg Bæredygtighedsfestival. I forvejen har man indgået et samarbejde med Aalborg Kommune i Netværket for Bæredygtig Landbrugsudvikling. Målet er at fremme den grønne udvikling.

- Landbruget ønsker at være med helt fremme, når vi snakker recirkulering, biodiversitet og i det hele taget bæredygtighed. Det giver både et bedre miljø og et bedre landbrug. Vi mener, vi allerede er langt i den proces, men vi kan altid blive endnu bedre, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.

 

Fra affald til grøn energi

En af de måder, landbruget går forrest med bæredygtighed, er ved at sende madaffald og gylle gennem et biogasanlæg. På den måde kan man genanvende næringsstofferne og danne grøn energi.

- På bæredygtighedsfestivalen vil vi gerne fortælle om den miljømæssige fordel ved at genbruge affald til grøn energi. For landbruget skal ikke blot være leverandører af fødevarer, men også af miljørigtig energi, siger Carl Christian Pedersen.

 

Debat med Greenpeace

Foruden deltagelsen ved åbningsdagen på Aalborg Bæredygtighedsfestival, afholder Agri Nord, som en del af festivalen, et debatmøde med Greenpeace den 13. september på landbocentret i Aalborg. Her skal man debattere bæredygtighed i landbruget, og Carl Christian Pedersen hilser debatten velkommen.

- Vi glæder os til at diskutere rammerne for bæredygtighed i dansk landbrug med nogle, vi måske ikke umiddelbart er enige med, siger formanden.

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.