Agri Nord markerer årsdagen for invasionen: "Vi må ikke glemme Ukraine"

Ukrainsk Forening Agri Nord holder social netværksaften 24. februar i anledning af årsdagen for den russiske invasion.
- Der er stadig behov for kontakt mellem herboende ukrainere og ressourcestærke danskere. Nogle ukrainere mangler sommetider nogen til at holde en dør for dem.
Sådan lyder det fra Vittus Bernlow, der er formand for Ukrainsk Forening Agri Nord.
Netværksaften for alle
Foreningen ønsker at markere årsdagen for den russiske invasion i Ukraine med en social netværksaften.
Formålet med aftenen er at mødes, snakke og spise sammen på tværs af netværk og nationalitet.


Tilmeld dig her

Det foreløbige program er, at der vil være ankomst og fællessang fra klokken 16-17 på dagen. Pianist og komponist Rolf Ruggaard vil spille ukrainske sange.
Klokken 17 byder Vittus Bernlow velkommen, hvorefter der vil være indlæg fra Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti. Det forventes også, at andre vil tale.
Herefter bliver serveret en ukrainsk middag, og under spisningen vil der også være ukrainske fællessange.
- Vi håber, der kommer mange – både ukrainere og danskere – og at vi får en god dialog. Det er vigtigt, at vi ikke glemmer Ukraine, understreger Vittus Bernlow.
Støtter hinanden og hjælper derhjemme
Som teamleder i HR og Rekruttering var det ham, der af bestyrelsen i Agri Nord blev bedt om at stå for en hotline for medlemmerne efter invasionen 24. februar 2022.
Dengang ønskede mange herboende ukrainere – heraf en del medarbejdere i nordjyske landbrug - at vende hjem og kæmpe for deres land, og på den baggrund blev Ukrainsk Forening Agri Nord stiftet.
- Rigtig mange af de stærke ukrainere har hus og hjem i Danmark og er rodfæstede her. Vi grundlagde foreningen for, at de kunne have mulighed for at blive, støtte hinanden og samtidig hjælpe derhjemme, siger Vittus Bernlow.
I det nordjyske netværk er der omkring 500 ukrainere, og fire af dem er med i bestyrelsen i Ukrainsk Forening Agri Nord.
Formålet med foreningen er at holde et par arrangementer om året og altså give et skub til det sociale netværk, der kan yde hjælp til selvhjælp.
Den sociale netværksaften støttes økonomisk af Lions Club og Rotary, sådan at deltagelse i middagen holdes på et niveau, hvor alle kan være med. Og ellers er der mulighed for at uddele spisebilletter til flygtninge.

Den sociale netværksaften holdes den 24. februar på Agri Nord Idrætscenter, Hobrovej 437, Aalborg.