LOA.jpg

Ændring: Agri Nord har fået nyt skib og ny placering under Tall Ships Races

03-07-2019

Agri Nord vil i morgen torsdag den 4. juli være placeret på plads 16 under Tall Ships Races i Aalborg – lige foran Musikkens Hus.

I morgen promoverer Agri Nord danske fødevarer under sloganet Dansk er bedre! ved
Tall Ships Races på havnefronten i Aalborg. Det kommer til at foregå på plads 16 – centralt placeret lige foran et af byens mest kendte vartegn; Musikkens Hus.
 

Agri Nord havde oprindeligt hyret skibet Alexander Von Humboldt II, men på grund af en motorskade, når skibet ikke frem til torsdag som planlagt.

Heldigvis har besætningen på det gode Aalborg-skib Loa stillet deres smukke sejlskib til rådighed for eventet. Der er åbent på skibet fra klokken 10-20.
 

- Vi glæder os til at se vores kunder og medlemmer og få en god snak med forbrugerne om, hvorfor de skal vælge dansk, når de putter fødevarer i indkøbskurven, siger formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen.
 

Flytningen til det nye skib betyder også, at der er ændring i programmet. I stedet for maddyst mellem lokale politikere, bliver der mulighed for at møde superligaspillere fra Hobro fra klokken 13.30.

For hvem ellers end spillere i den absolutte bedste liga kan være bedre til at promovere de danske fødevarer i verdensklasse?
 

- Vi ser frem til en dag i de danske fødevarers tegn og glæder os til at se alle ombord på Loa til en god snak, siger Carl Christian Pedersen.

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.