AN Biogas Hobro Nord A/S

 

Dybstrøelse i Himmerland gavner mest i nyt biogasanlæg

Agri Nord opfordrer alle himmerlændinge med kvæg til at levere deres dybstrøelse til det planlagte biogasanlæg ved Hobro Nord. – Det gavner både den grønne omstilling og økonomien på den enkelte kvægbedrift, lyder det fra leverandørforeningens direktør, Thomas Vang Jørgensen.
 
Dybstrøelse i Himmerland-området skal puttes i det biogasanlæg, Agri Nord arbejder på at etablere ved Hobro Nord.
Så klar er meldingen fra AN Biogas Hobro Nord A/S’ direktør Thomas Vang Jørgensen.
- Vi mangler cirka 120.000 ton dybstrøelse, og for kvægbrugerne er det langt det bedste at levere det til os, siger han.
Udover dybstrøelse er der stadig plads til kvæg- og svinegylle i anlægget, men der er lukket for sogylle.
 

Bidrag til den grønne omstilling

Klimamæssigt set er den største gevinst, at landmændene bidrager til den grønne omstilling, når de leverer til biogasanlægget.
Biogas er grøn og vedvarende energi, som er med til at mindske både landbrugets og samfundets klimaaftryk.
Thomas Vang Jørgensen vurderer, at biogassen i fremtiden får en afgørende rolle, når vind- og solenergien skal suppleres på vindstille og overskyede dage.
 

Slip for markstakken

Men det er ikke alene en grøn profil, der er en fordel for kvæglandmanden. Ved at levere dybstrøelsen til biogasanlægget slipper han for besværet med at lave en markstak.
- På den måde sparer man tid og penge, fordi man undgår transport af dybstrøelsen ud i marken, hvor man skal bøvle med at lave en stak og ikke mindst dække den korrekt af, siger Thomas Vang Jørgensen.
 

Undgå konkurrence om halmen

An Biogas Hobro Nord A/S har besluttet, at kommer der ikke dybstrøelse nok, bliver der indkøbt halm i den mængde, der mangler.
Det er dog en situation, selskabet helst vil undgå, da halmpriserne i området vil stige, hvis biogasanlægget øger efterspørgslen.
- Vi vil allerhelst at halmen først bruges til dybstrøelse og så leveres til biogasanlægget, siger Thomas Vang Jørgensen.
 

Udnyt de gode muligheder i den nye regering

Thomas Vang Jørgensen opfordrer desuden kvægbrugerne til at overveje, om det ikke er nu, hvor en ny rød regering har sat fokus på miljø og klima, at de skal springe på den grønne bølge.
- Regeringsskiftet kommer helt sikkert til at betyde nye muligheder i grøn energi, og vi arbejder hårdt på at være klar med det bedste projekt, når rammevilkårene er optimale, siger han.
Interesserede leverandører kan kontakte Thomas Vang Jørgensen på telefon 9635 1170 eller mail tvj@agrinord.dk.
- Der kommer løbende tilmeldinger, og jeg kan klart mærke, at interessen breder sig. Det er dejligt, at der er så positiv stemning omkring vores projekt, siger han.
 
For yderligere oplysninger kontakt Thomas Vang Jørgensen på tlf.: 9635 1170

 

 

 


Thomas Vang Jørgensen 

Økologichef

Tlf: 9635 1170
tvj@agrinord.dk
 
          

Jens V. Pedersen 

Bestyrelsesmedlem

Tlf. 9852 0934
Mobil: 5123 0363
lone.sondrup@mail.dk 
 

 
     

 

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.