Åbent Landbrug på Højmarksgaard

Er du klar til at opleve landbrugets dyr og maskiner, få sjove oplevelser og lære en masse nyt?  Landmænd og virksomheder over hele landet inviterer til en gratis familiedag på landet søndag den. 18. september.

Blandt Agri Nords skare af aktive medlemmer, er der i området bl.a. åbent hus hos Højmarksgaard v/Lone og Torben Laursen, Grydstedvej 61, 9240 Nibe. De er 4. generation på gården som de overtog i 1999. Der er 180 køer på ejendommen som dagligt malkes af en malkekarrusel, og der drives 370 ha med moderne maskiner.

På dagen vil der være mulighed for at få et godt indblik i Lone og Torbens daglige drift på gården, og der vil være et væld af landbrugsrelaterede aktiviteter bla. klap de små kalve, oplev malkningen, leg i korncontainer, find rundt i majslabyrinten, prøv hoppekøer og pedaltraktorer, kom tæt på Volvo veterantraktorer og smag lækre produkter fra Arla. Der er mulighed for at købe pølser hos Nibeegnes LandboUngdom eller nyde madpakken i den smukke natur.

Formålet med Åbent Landbrug er at give alle der har lyst en mulighed for at komme helt tæt på landbruget, forklarer Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer.

-Alle har en mening om det, vi spiser til dagligt, og i takt med at spørgsmål om klima, bæredygtighed og dyrevelfærd er noget, der aktivt diskuteres i forhold til fødevareproduktionen, er behovet for at se produktionen endnu mere vigtig.

- Vi tror på, at man kommer længst med en åben dialog. Derfor håber jeg, at flest mulige danskere har lyst til at bruge deres søndag på at besøge en lokal landmand – eller virksomhed – få frisk luft, se dyrene og forhåbentlig blive lidt klogere på, hvordan et moderne dansk landbrug ser ud. siger han.

I år åbner 81 landmænd og virksomheder dørene op for nysgerrige danskere der kan lære mere om både køer, grise, høns, får, geder og alt det der vokser på marker og buske.

Derudover er der mulighed for at besøge virksomheder og lære mere om produktion af blandt andet grønt protein, energi, mælk, kirsebærvin, ost og øl.

Besøget er gratis og foregår søndag den. 18 september fra klokken 10-16. Læs meget mere og book din gratis billet her:  Åbent Landbrug 2022 (aabentlandbrug.dk)