Agri Nord inviterer til pløjedemo med fokus på skrælpløjning, hvor plovekspert Jens Iversen deltager.

Tirsdag den 11. august afholder Agri Nord markdemonstration med fokus på skrælpløjning og etablering af efterafgrøder.

NYT TIDSPUNKT: Der kører to demoer, der er blevet fremskudt til om formiddagen. En kl. 9.00 og en igen kl. 11.00.

NY ADRESSE: Det foregår ved Ulsted Kirke, Sønderlundsvej 2, 9370 Hals.

Skrælpløjning er en disciplin, hvor ploven indstilles til kun at pløje i halv dybde, så man på en brændstof- og tidsbesparende måde kan bekæmpe ukrudt og samtidig få et godt såbed til efterafgrøder.

Agri Nord har inviteret plovekspert og -importør Jens Iversen med til arrangementet for at sætte fokus på den tekniske side af sagen. Han driver virksomheden Ploveksperten, hvor han hjælper landmænd med at indstille deres plove korrekt og er importør af de spanske Ovlac-plove. Han er også tidligere verdensmester i konkurrencepløjning og træner for de danske deltagere ved årets VM i pløjning i Rusland.

- De fleste plove kan indstilles til at pløje i 12 centimeters dybde, men når vi kommer op i de små dybder, så er resultatet meget afhængigt af pilotens evne til at køre og til at justere og indstille ploven, siger han.

Ved pløjedemoen vil han vise, hvordan man optimalt indstiller og justerer almindelige plove til skrælpløjning.

 

Du er altid velkommen til at kontakte os nedenfor

Vi bruger cookies til at forbedre vores website og din oplevelse.